Den 15. december 2014
Julebrev 2014
Bestyrelsen vil gerne ønske ejere og beboere en god jul og et godt nytår og samtidigt også opdatere alle på de aktiviteter bestyrelsen har gang i.
Men allerførst lidt basis opdateringer
Formandsskifte
Foreningens hidtidige formand Søren Hovmand har valgt, godt presset af børnebørnene og pladsmangel, at sælge sin lejlighed og flytte i noget større i Birkerød. Vi takker Søren for hans indsats for foreningen og ønsker ham det bedste i Birkerød.
Som ny formand har bestyrelsen valgt Kirsten Geert Jensen. Bestyrelsen består nu udover formanden af Lisser Rye Ejersbo, Niels Grunnet og Karl-Heinz Pogner.
Økonomi
Bestyrelsen har igennem længere tid været bevidst om at foreningens økonomi er presset.
Noget af grunden til vores økonomiske pres er til dels, at den forrige bestyrelse har valgt at bruge grundfondens midler til:
– Finansiering af Focus2-engamentet i forbindel-se med det oprindelige altandørsprojekt, og som rettelig burde have være en del af altandørsprojektet og til
– Finansiering af den manko der var imellem dét forsikringen betalte og de forbedringer der reelt blev udført i forbindelse med kælderoversvømmelsen i 2011.
Alt i alt beløber disse poster sig til knap en halv million, hertil skal regnes andre ekstraordinære udgifter samt fremadrettede udgiftskrævende tiltag. Bestyrelsen vil derfor gå efter at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i begyndelsen af det nye år, hvor vi vil fremlægge flere detaljer. Bestyrelsen skønner, at der er alt for mange emner, som vi ønsker at drøfte med ejerne, at det ikke vil kunne håndteres under en ordinær generalforsamling, hvorfor vi for nærværende overvejrer at afholde en ekstraordinær generalforsamling i løbet af februar og den ordinære i løbet af maj.
Vandskade i kælderen
Vi blev igen i år ramt af oversvømmelse i kælderen, denne gang dog ikke så voldsom som i 2011, men voldsom nok. Det gik, af ukendte grunde hårdest ud over Helsingborggade, og som alle kan se er vi midt i udbedringer af skaderne.
Alka har meddelt ejendommen at de ikke længere vil dække udskiftning af gipsvægge i kælderen. Da vi samtidigt ønsker en mere varig løsning, som vi faktisk troede vi havde valgt ved oversvømmelsen i 2011, vælger vi nu en støbt mur på de nederst 30-40 centimeter. Dette vil medføre en merudgift for ejendommen, men forhåbentlig også en mere varig løsning når vi igen vil opleve skybrud over København.
Vi vil i samme regi foreslå, at der installeres højtvandslukkere i afløbene i kælderen samt få renset og udbedret en pumpebrønd som vi allerede har installeret under kælderen, men som ingen var bekendt med. Også mere herom ved den kommende ekstraordinære generalforsamling.
Tætningslister
Bestyrelsen har været i gang med at indhente tilbud på montering af nye tætningslister i vinduer og altandøre.
Vi ved at nogle ejere, sikkert af ganske gode grunde, har været meget utålmodige med at få udskiftet disse lister, men ting tager tid, hvorfor bestyrelsen beder om lidt mere tålmodighed.
Da det i henhold til vedtægterne er ejendommen der bærer ansvaret for vinduer og altandøre, har det også været væsentligt for bestyrelsen at få et overblik over de initiativer den forrige bestyrelse har igangsat, sådan at vi ultimativt har en ensartet standard i ejendommen og at allerede valgte løsninger lever op til dén standard bestyrelsen ligger.
Disse forhold har kompliceret opgaven, men bestyrelsen har nu lavet en aftale med Byberg Byg om at lave en prøveudskiftning i en enkelt lejlighed, der vil kunne danne grundlag for et skarpere tilbud fra Byberg Byg. Bestyrelsen vurderer at det har været den bedstemetode, i forhold til andre tilbud.
1-års gennemgang af altandørsprojektet
Vi er godt i gang med 1-års gennemgangen af altandørs projektet, ikke at der for nærværende er udført udbedringer, men vi er i proces og håber at fejl og mangler vil kunne udbedres i løbet af januar.
Vi har desværre konstateret mange gennemgående fejl. De mest almindelig fejl har været gabende lister –i det mest grelle tilfælde har vi kunnet stikke en hel hånd ind, tætningslister der falder af, manglende maling –træet står ubeskyttet, mærker i de omkringliggende træpartier, ridsede ruder m.m.
Bestyrelsen har til 1-års gennemgangen haft hjælp af Øllgaard Ingeniører. Og bestyrelsen spurgte i den forbindelse til det forhold, at flere ejere har lagt beton/fliser på deres altaner.
I den forbindelse er Øllgaard i gang med at gennemføre stabilitetsundersøgelser, der skal klarlægge problemets omfang og bestyrelsen skal indskærpe at det ikke –på trods af vores vedtægters ordlyd for nærværende, er tilladt at lægge beton/fliser på altanerne, da disse ikke er konstrueret til at kunne bære den vægt det vil medføre. Når stabilitetsundersøgelserne er færdige, og vi ved mere om hvad den oprindelige byggetilladelse tillader, kan vi tage stilling til hvad der eventuelt skal gøres med de altangulve der allerede er belagt med beton/fliser.
Vedligeholdelsesplan
Bestyrelsen har bedt Øllgaard Ingeniører om at foretage en gennemgang af ejendommens klimaskærm, med henblik på at udarbejde en vedligeholdelses plan for ejendommen.
Vi har endnu ikke modtaget rapporten fra Øllgaard, men denne vil også indgå i materialet som skal behandles ved den ekstraordinære generalforsamling i begyndelsen af 2015.
Underminering af rotter
Til orientering har der været en underminering af fliserne hos Lars Højriis, som følge af rotter. Dette skyldes et nedslidt rør, som var gået i stykker, hvorfor rotterne kunne få fri adgang. Det er ved at blive udbedret.
Hjemmeside
Bestyrelsen beklager de utilsigtede konsekvenser der har været i forbindelse med optimering af Wesselshaves Hjemmeside.
Ændringerne har blandt andet medført stor gene for ejere der har benyttet vores mail-service: …@wesselshave.dk. Dette er naturligvis ikke tilfredsstillende og vi er i gang med at undersøge videre tiltag.
Have og Pool
Renseanlægget i poolen bærer præg af 25 års drift og vil skulle have et større eftersyn i den nærmeste fremtid. Det samme kan siges om haven, hvor der for den del, der hører under gårdlauget Wesselsminde, er udarbejdet en vedligeholdelsesplan baseret på høringen om haven. Se referat af høringen på foreningens hjemmeside under Nyheder.
Almindelig drift
Per og Lars har foruden at tackle mange af de ovenfor nævnte udfordringer også klaret ejendommens almindelige drift. Bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at takke Lars og Per for en god og ihærdig indsats i det forgangne år og ønske begge en god jul og et godt og lykkebringende nytår
Med venlig hilsen
Bestyrelsen