Som det sikkert er bemærket, er vi færdige med at klippe hækkene i haven. I den forbindelse har vi måtte fjerne mange af de selvsåede planter og træer, som har ødelagt flere af hækkene. De er nu klippet, så den oprindelige taks kan overleve. Desværre er nogle hække blevet meget åbne af denne lugning. Vi vil i den forbindelse opfordre ejere af stuelejlighederne til at holde hækkene rene for ukrudt. På den måde kan de bedre forblive kraftige og sunde.
Samtidig med hækkeklipningen har vi også sørget for at lave en indgang til alle mellemrum mellem haverne, så det er muligt at komme til brønde og planterne inde ved muren, uden at vi skal gå igennem haverne. I den forbindelse vil vi gøre opmærksom på, at haverne kun går hen til en form for forlængelse af husmuren. Mellemrummet hører til fællesarealerne og ting/planter, der er placeret i disse mellemrum vil om nødvendigt blive fjernet.
Hækkene i pergolaen vil også blive klippet.
Træerne skal stynes i dette efterår, og vi har planer om at styne dem noget kraftigere, så træerne bliver mindre voldsomme, og der kan komme mere lys ned i haven. Vi har af samme årsag også planer om at fælde det sidste lindetræ, som står længst mod syd på Helsingborggade.
Også bevoksningen bag pool-området vil blive fjernet eller beskåret for at beskytte membranen.
Blåregnen skal klippes og beskæres, og der er lavet aftale med gartner om dette.
Vi ved, at der er også er flere bede, som trænger til en kærlig hånd, samt nogle frugttræer, som skal plantes. Vi tager os af havearbejdet så hurtigt, det kan lade sig gøre.
Der er lagt fliser ved udgangen på Vennemindevej, hvor vores trailer til haveaffald står. Der er desuden lavet flisearbejde ved opgangene til poolen, hvor membranen er blevet repareret.
Bestyrelsen, 4.12.2019