På generalforsamlingen sidste år blev det besluttet at anvende midler fra grundfonden bl.a. til indkøb af tætningslister til alle dør- og vinduespartier i ejendommen.
Bestyrelsen er af den opfattelse at tætningslister ikke er omfattet af den udvendige vedligeholdelse, men anså det for hensigtsmæssigt, at ejerforeningen påtog sig at finde frem til og sørge for anskaffelse af selve listerne.
Bestyrelsen har hermed imødekommet et længe næret ønsket fra en del beboere, men har vurderet, at udskiftning af alle tætningslister i hele ejendommen ikke var så presserende, at det skulle give anledning til en ekstra opkrævning af de ca. 200.000 kr. som dette arbejde ville beløbe sig til – eller alternativt ønsket at tage ca. 400 timer ud af Bent og Pers arbejdsprogram til denne opgave.
Tømmerfirmaet PAX, der i forvejen arbejdede med skydedørsprojektet, tilbød at montere listerne for de beboere, der ønskede det. Der var tale om formidling af et tilbud, som ejerne kunne indgå direkte med PAX. Desværre har Pax haft problemer med at udføre arbejdet, som derfor er stoppet.
Bestyrelsen har på vegne af Pax informeret de pågældende ejere direkte, samt alle generelt via opslag i opgangene.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen